En jazzet onsdag går på hæld

I dag har været en ret oplevelsesrig dag. Jeg startede med en eksamen i mit højtelskede statistikfag i morges, hvor tre herlige timer med R2 værdier og koefficienter ventede. Det var ret svært, og jeg vil ikke sige, at jeg acede den – på den anden side dumper jeg nok heller ikke. Så alt i alt en fin nok morgen. Frokost med en mindre flok af Ness’ venner på japansk bento restaurant – det er nu rart med folk, som kender byen og ikke alene kan finde god men også billig mad. Det kræver dog, at man ikke er bleg for at gå ind ad de smalleste gyder af og til.

 

I går var jeg faktisk med selvsamme flok på Melbouriansk bistro ”Waiters” – også helt afsides i lille alleyway, som man aldrig ville finde, hvis man ikke vidste, at den var der. Deres tiramisu var ”to die” for nu at bruge en lokal vending.

 

Ellers er resten af min dag gået med International Arts Festival aktiviteter. Jeg var i ACCA (et kulturcenter) og se Chunky Move, som er et dansestudie. De opførte et elektronisk one-womanshow med indbygget touchpad, IR kamera og varmesensor. Det var kun én pige, som mest af alt slængede sig på et lærred på gulvet. Lærredet var som en touchpad og hendes bevægelser lavede de flotteste lyskegler og mønstre. Man sad på alle 4 sider af ”scenen” og det lignede de der mønstre fra Windows, hvis man sætter den til at lave en psykedelisk pauseskærm. Stykket hed Glow og var meget imponerende!

 

Efterfølgende jazz koncert på Bennets Lane. Jeg havde set en plakat for et DK/AUS band Dinesen Ball, som udgjordes af blandt andet to danskere Jakob Dinesen og Guffi Pallesen på hhv. sax og bas. De leverede en super performance sammen med to australiere (denne ene Eugene Ball). De var ikke helt sammenspillede til alle tider, men stedet (et lille intimt lokale i den mindste gade i byen) og musikken tilsammen var alle tiders!

 

Der var en del danskere på stedet, og Betsy og jeg kom til at dele bord med et par danske gutter fra Holstebråw, som i hver deres kænguru t-shirt fik sig en Corona… Turist? Nej, lad være!

 

Nu skal jeg vist sove, for jeg vågner simpelt hen på det mest jammerlige tidspunkt hver eneste morgen. I dag var det 5.30 – til alt held lykkedes det at falde i søvn igen. Håber samme er tilfældet nu.