Visit til Ajstrup Kirke blev nedstemt i år, og vi slap således for kapløbet mod tiden for at nå hjem til Disney-sjov.
Det er dejligt at være hjemme!
Det er mørk nat, og man kan ikke se en hånd for sig. Duggen er faldet, og kun skæret fra andre rytteres pandelygter kan skimtes i mørket. Der hopper kænguruer rundt ved siden af dig, fordi de kan se lygten, som er påsat din cykelhjelm. Forrest på cyklen er der et andet lys, som også lyser op i natten. Støv og jordpartikler kan ses meget tydeligt, og man indhalerer en halv skov, hver gang man tager en omgang. Hjertet banker, mens man okser op af bakken i lavest mulige gear og fluespray og solcreme løber i mudrede striber ned af kinderne. Sådan var min lørdag nat, sådan lidt kort fortalt.
Hver lap er små 20 km. ALLE off road på single track og ekstremt smalle og bumpede stier. Der er rødder, træstammer overalt, som man skal hoppe over med sin cykel. 40-60% stigninger over 3 km er ikke uset, og nedgangene er så skræmmende, at man er tæt på at springe af cyklen. Alligevel lykkedes det mig at gennemføre 24h Kona Enduro race i denne weekend sammen med mit hold bestående af 4 fyre og 1 anden pige. De 24 timer var delt op i 6+12+6 timer på 3 forskellige tracks. Nat-tracket var lidt ”lettere” end de to andre, men det betød nu ikke, at der ikke stadig pludselig lå 3-4 træstammer på tværs af ruten, som man skulle springe henover. Hvert lap tog ca. 1½-2 timer at gennemføre, og vi tog på skift ture og sov ind imellem. Jeg havde ikke problemer med stigningerne, da cyklerne var i top og gearene meget pålidelige. Til gengæld var det virkelig svært at komme ned af de super stejle stykker, da det simpelt hen var for sindssygt med den fart med fik på, især når stien kun er 40 cm bred. Lige meget hvor man er, bliver man hele tiden svirpet af grene, træer og eller bush – nogle af dem gør nas!
Jeg tog nogle seriøse styrt det sidste døgn. Kan fx gøre opmærksom på, at når man bruger sin forhjulshåndbremse ved en fejl ved stejle nedgange, så slår man en koldbøtte sammen med sin mtb og bliver KASTET ud i bushen, hvor man kan rode rundt i stikkende krat. Desuden er det faktisk lettere sagt end gjort at ”hoppe” henover diverse stubbe og træstammer, som pludselig er dukker frem på stien ud af ingenting!! Men vi gjorde sgu! Jeg er fuldstændig øm over hele kroppen og har da også fået et par skrammer hist og her. Jeg har stadig jord i øjnene og er godt solstegt oven i købet. Ved faktisk ikke, om det var værst at køre om natten eller om dagen. Nat var super skræmmende og virkelig svært men dagtracks var til gengæld så ulideligt varme, at man hev og sled efter vejret på de lange stigninger.
Stierne var smallere og stejlere end noget jeg nogensinde har kørt på, og det var med tungen lige i munden, at jeg kom op/ned engang imellem. Der var en del træer, man skulle ind imellem vha. teknik. Har man ikke denne teknik i orden, sker det, at ens cykel bare laver et brat stop, hvor man så flyver af sin cykel.
Jeg havde lånt en ret liret mtb men skiftede lidt imellem to, så de kunne nå at blive klargjort og rengjort mellem hver lap. På hver tur medbragte vi hydration pack (camelback med vand), førstehjælpskit, ekstra slanger, pumpe, værktøj, Powerade og gel. Må sige at jeg er helt dårlig i dag af indtaget af müslibarer og proteinstacks – øv. Når man havde pause kunne man få sig en hotdog (= et stykke hvidt toastbrød foldet diagonalt med et styk grillet forvokset cocktailpølse) eller andet junk.
Beck, pigen fra vores hold, var en nytilkommer, som kom på holdet i sidste øjeblik. Hun var ret erfaren som den eneste af os og kunne give lidt gode råd. Hun kom fra Orbost, hvor Søren har boet og spurgte, om jeg ville med derop efter racet. Så kunne vi skiftes til at køre, og jeg kunne se hendes hus i Marlo. Jeg takkede ja, og selvom vi var helt udkørte efter turen, kørte vi mod Geelong og ud af Princess Hwy i eftermiddags. Vi gjorde hold i Parkdale, hvor Becks mormor bor. Hun havde lige glemt at fortælle, at hun ikke har været i Orbost siden 2003 og liige skulle have sine ting med (dvs. alt hvad hun ejer, da hun starter nyt job der i morgen). Det var fint nok, og vi pakkede bil, fik lidt mad samt et tiltrængt dusch. Beck arbejder som skovmåler, noget med at måle træers diameter i et område for at bestemme, hvor egnet træet er til tømmer. Hun har også undervist deroppe og synes, det var så sjovt, at jeg gerne ville med.
Vi drog af sted og alt gik godt indtil ca. 100 km øst for Melbourne, hvor bilen mistede al strøm og gik ud – midt på motorvejen. Vi kørte ud i rabatten og forsøgte at starte på ny. Intet. Så kunne vi, at det røg helt vanvittigt fra motoren – åh nej. Det mindede mest om damp og brændt plastic, så umiddelbart burde motoren have det fint nok. Den korte version: Bilen var kaput, vi har ventet 3 timer på Falck på at blive transporteret til et sted, som også var langt væk fra byen. Nav, en fra holdet, kom os til undsætning til sidst og jeg er netop blevet sat af på Lygon St. Jeg har nu været vågen i mere end 36 timer. (Gæt selv hvordan jeg havde det i de 3 timer, hvor vi bare sad på en super trafikeret motorvej og ventede…)
Lige nu sidder jeg fuldstændig overtræt i min seng og kan slet ikke falde ned. Hver gang jeg lukker øjnene er jeg på vej ned af en stejl skrænt, hvor min cykel er ved at skride fra mig. En ubehagelig fornemmelse af ingen kontrol, hvor ens knæ og balance bliver sat på prøve. Trods det bliver jeg vist nødt til at sove nu.
Weekenden har været en stor oplevelse, og mountainbiking er da for fedt! Ville gerne gøre det igen, selvom mine overarme pt. Fortæller mig, at jeg mener noget andet i morgen tidlig.
